Cremet Shakshuka
Jeg elsker retter, der føles generøse uden at være komplicerede. Den her cremede shakshuka er lige præcis sådan en.
Æggene simrer i en krydret tomatsauce, hvor der er rørt lidt mascarpone i - bare nok til at gøre den blødere og mere rund i smagen. Toppet med feta, chili og frisk basilikum, som giver både salt, varme og friskhed.
Den fungerer lige godt til en langsom weekendbrunch som til en nem aftensmad med godt brød ved siden af (og måske et glas koldt hvidvin). Enkel, mættende og fuld af smag - en ret, der rammer hver gang.
Ingredienser (2 pers):
-
1 spsk olivenolie
1 lille løg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk paprika (gerne røget)
1 nip chiliflager
1 spsk tomatpuré
1 dåse hakkede tomater
2-3 spsk mascarpone
Salt og peber
-
3–4 æg (4 er optimalt)
-
75–100 g god feta
Frisk basilikum
Ekstra chiliflager (valgfrit)
Fremgangsmåde:
1) Varm olivenolien op i en pande, og sautér løg ved middel varme, til det er blødt og let gyldent.
2) Tilsæt hvidløg, spidskommen, paprika og chiliflager, og lad det stege kort.
3) Rør tomatpuré i, og tilsæt derefter de hakkede tomater. Lad saucen simre i 10-15 minutter, til den tykner let.
4) Vend mascarpone i, og smag til med salt og peber.
5) Lav små fordybninger i saucen, og slå æggene ud heri. Læg låg på, og lad æggene tilberede, til hviderne har sat sig, men blommerne stadig er bløde.
6) Top med smuldret feta, frisk basilikum og evt. lidt ekstra chiliflager.
Server med godt brød til at dyppe i den varme, cremede tomatsauce.