Hvide asparges m. rejer & grøn hollandaise
Det her er sådan en ret, der føles let og luksuriøs på samme tid. De milde, saftige hvide asparges får selskab af sødmefulde rejer og en frisk, urteagtig hollandaise, der lige løfter det hele. Det er blødt, cremet og grønt - men stadig med bid og elegance. En af de der enkle serveringer, der smager af sæson og fungerer perfekt, når man vil gøre lidt ekstra ud af det uden at gøre det besværligt.
Ingredienser 2 pers:
-
• 4 store hvide asparges
• Vand
• Salt -
• 225 g blomkål
• Saft af 1 citron
• 3 æggeblommer
• 90 g smeltet smør
• En lille håndfuld dild, grofthakket
• En lille håndfuld purløg, fint snittet
• Salt og peber -
• Ca. 150 g håndpillede rejer
• Lidt fintrevet citronskal
• 2 spsk smeltet smør
Fremgangsmåde:
1) Skræl aspargesene tyndt og skær den nederste, træede ende af. Kog dem i en stor gryde letsaltet vand i ca. 10-15 minutter, til de er møre, men stadig har lidt bid.
2) Del blomkålen i små buketter og kog den helt mør i letsaltet vand. Hæld vandet fra og lad den dampe af.
3) Blend blomkålen helt glat sammen med citronsaften. Tilsæt æggeblommer og det smeltede smør, og blend igen til en cremet konsistens.
4) Tilsæt dild og purløg, blend igen til saucen er ensartet og fint lysegrøn, og smag til med salt og peber.
5) Fordel de varme asparges på to tallerkener og læg den grønne hollandaise over. Top med rejer, lidt revet citronskal og dryp med smeltet smør.
Server straks.